Gartneri
Hos Tingvilla Blomster dyrker jeg hjemmehørende planter – fra frø til udplantningsklare planter.
Her finder du robuste arter, som er tilpasset vores klima og spiller en vigtig rolle for danske insekter: som værtsplanter, nektarkilder og levesteder.




Om gartneriet
Planterne sælges både til private haver, virksomheder og kommunale projekter – som enkeltkøb eller som del af større beplantningsløsninger med rådgivning og planteplaner. Uanset om du har en lille baghave eller et naturprojekt på flere hundrede kvadratmeter, er målet det samme: at bringe de vilde planter og det summende liv tilbage i landskabet.
Dyrkning og kvalitet
Produktionen foregår i lille skala og med fokus på kvalitet.
Hver potte bliver sået, priklet og passet i hånden – og jeg følger planterne hele vejen fra frø til etableret plante.
Planterne spirer i beskyttede rammer, men vokser videre udendørs i det danske vejr, så de hærdes naturligt og udvikler sig til robuste planter. På den måde er de vant til vores klima længe før, de flytter ud i haven eller landskabet.
Frø, oprindelse og naturhensyn
En del af frøene stammer fra lokale bestande, der er nænsomt sanket med respekt for naturen.
Resten købes hos specialiserede danske frøleverandører med dokumenteret botanisk oprindelse.
Jeg vælger udelukkende frø af hjemmehørende, uforædlede arter fra vores egen biogeografiske region – for at bevare de naturlige planteegenskaber, som insekterne genkender og er afhængige af.
Mit arbejde handler ikke kun om at producere planter, men om at være med til at genopbygge forbindelsen mellem planter og det liv, der følger dem – bier, sommerfugle og alt det skjulte liv i jorden.
Kontakt og samarbejde
Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du vil høre mere om tilgængelige arter, bestilling eller samarbejde.
Praktiske oplysninger
Besøg og sortiment
- Gårdbutikken kan besøges efter aftale – skriv endelig, så finder vi et tidspunkt.
- Sortimentet følger sæsonen. Nogle arter er drilske at opformere, og udvalget kan derfor variere. Savner du en art, så spørg – den kan være på vej.
Planter og kvalitet
- Alle planter er udplantningsklare, vokset under friland og med solidt rodnet. Det anbefaldes at planterne vandes den første sæson efter plantning, og ved tørke det første år.
- Frøene stammer fra danske, hjemmehørende arter – uden forædling, for naturens skyld.
Priser og pottestørrelser
- Priser inkl. moms kan ses under hver planteart, og varierer efter pottens størrelse.
- Pottestørrelse og plantens informationer kan ses under hver planteart.
