Beskrivelse
Plantepakken til 1 m² er til dig, der gerne vil have hjemmehørende planter i haven, men helst vil være fri for selv at finde ud af, hvilke arter der passer sammen.
Du vælger det voksested, der minder mest om forholdene i dit bed. Derefter udvælger jeg 9 planter fra det aktuelle udvalg hos Tingvilla Blomster og sammensætter en varieret beplantning til cirka 1 m².
DU FÅR
• 9 hjemmehørende planter
• mindst 4 forskellige arter
• planter, der passer til det valgte voksested
• variation i højde og vækstform
• forskellige blomsterformer
• blomstring på forskellige tidspunkter
• arter med værdi for biodiversiteten
VÆLG MELLEM TRE VOKSESTEDER
Tør og solrig jord
Til et bed med sol det meste af dagen eller let halvskygge, hvor jorden er veldrænet og hurtigt tørrer ud efter regn.
Sol til halvskygge · almindelig til fugtig jord
Til et bed med sol eller halvskygge, hvor jorden holder på noget fugt uden at være permanent våd.
Halvskygge til skygge · almindelig til fugtig jord
Til et bed med begrænset direkte sol og jord, der ikke tørrer helt ud. Denne pakke er ikke beregnet til meget tør skygge, eksempelvis helt tæt under store træer.
JEG VÆLGER DE KONKRETE ARTER
Pakkens indhold afhænger af, hvilke planter der står klar i gartneriet, når din ordre pakkes. Derfor er det ikke muligt at vælge bestemte arter, blomsterfarver eller plantestørrelser.
Planterne kan komme i forskellige størrelser og pottestørrelser. Fælles for dem er, at de er udplantningsklare og udvalgt til at kunne fungere sammen under de valgte forhold.
Produktbillederne viser eksempler på arter. Du modtager ikke nødvendigvis de planter, der er vist på billederne.
PLANTNING
Fordel de 9 planter over cirka 1 m² med omtrent 30–35 cm mellem planterne. Placér gerne de højeste planter bagerst i bedet eller i midten, hvis bedet kan ses fra flere sider. De lavere planter kan placeres langs kanten.
Sæt først alle planterne ud på jorden, mens de stadig står i deres potter. Så kan du flytte lidt rundt på dem og se helheden, inden du planter.






